-
Danske Bank skifter kurs – åbner for flere investeringer i våben
Source: BDK Finans / 01 Apr 2025 07:46:43 America/New_York
Hos Danmarks største bank har man læst den sikkerhedspolitiske skrift på væggen og »foretaget en gennemgang« af investeringspolitikken. Danske Bank vil nu udvide mulighederne for at investere i forsvar og fjerner 30 selskaber bankens sorte liste. Bankens såkaldte eksklusionsliste opdateres, så der nu kan postes penge i omkring 200 forsvarsselskaber, som tidligere har været boykottet. Der er flere grunde til, at Danske Bank ændrer kurs og udvider porteføljen, forklarer Erik Eliasson, der er chef for ansvarlige investeringer i Danske Bank i en pressemeddelelse. »Vi har set et markant øget fokus på nødvendigheden af et stærkere europæisk forsvar, og både Europa-Kommissionen og den danske regering har understreget nødvendigheden af store forsvarsinvesteringer i de kommende år. Samtidig har vi blandt vores investeringskunder set en mærkbar ændring i den generelle holdning til investeringer i forsvarsaktier, der er blevet langt mindre restriktiv,« lyder det. Berlingske har tidligere beskrevet, hvordan danske pensionskasser bandlyser våbenproducenter fra deres aktieportefølje. Selv nogle af de virksomheder, som den danske stat har lagt store ordrer hos. Det gælder blandt andet amerikanske Lockheed Martin, som staten har købt milliarddyre F-35-fly hos. Forsvarsinvesteringer »mere end fordoblet« Men der blæser andre vinde i forsvarsindustrien i disse måneder. Hvor især våbeninvesteringer tidligere blev afskrevet som amoralske »sorte aktier«, er forsvarsinvesteringer nu nærmere et bidrag til den europæiske oprustning. Forsvarsaktier er også blevet særdeles populære blandt privatinvestorer. Hos Nordnet steg andelen af privatinvestorer mere end 2.000 procent i VanEck Defense UCITS ETF – en international samling af militær- og forsvarsindustri. Den diskussion har man også skelet til i Danske Bank, hvor banken efter eget udsagn løbende lader investeringerne »afspejle udviklingen i samfundet«. »De seneste to år har vi mere end fordoblet vores samlede kapital under forvaltning i selskaber med omsætning fra våben og andet militært udstyr. Forsvar har blandt andet været et særskilt investeringstema i vores aktiestrategier på tværs af vores balancerede porteføljeløsninger,« fortæller Thomas Otbo, investeringsdirektør i Danske Bank Asset Management. Det er især de europæiske forsvarsaktier, der har været fokus på den seneste tid, og Danske Bank oplyser, at banken med den ændrede strategi kan investere i næsten alle europæiske forsvarsselskaber. Vi må dog vente lidt endnu med at se, præcis hvilke virksomheder der fjernes fra eksklusionslisterne. Af »investerings- og lovmæssige hensyn« vil de først blive offentliggjort senere på året, lyder det i pressemeddelelsen fra Danske Bank. Såkaldte kontroversielle våben vil stadig være underlagt restriktioner. Det tæller blandt andet klyngebomber, antipersonelle miner, biologiske og kemiske våben, der er forbudte i henhold til internationale konventioner. Det samme gælder visse atomaktiviteter. Som kunde i Danske Bank har man fortsat mulighed for at fravælge investeringer i militært udstyr som kampvogne, ammunition og missiler. Opdateringen af eksklusionslisterne forventes at være implementeret inden udgangen af maj. https://www.berlingske.dk/business/danske-bank-skifter-kurs-aabner-for-flere-investeringer-i-vaaben